Hvem har været i Todbjerg kirke? Hvem har mærket den uendelige
fred der pludselig falder over en når man træder ind på kirkegården og ser den
underlige tårnløse kirke? Hvem har set Todbjerg-tårnet fra kirken og kirken fra
Todbjerg-tårnet?
Vi styrter afsted. På motorvejen farer vi forbi i vores jagt på
effektivitet og resultater. Fra ruteflyveren ser vi de små hvide tårne i
landskabet og synes at de er kønne, inden vi igen kaster øjnene på den bærbare,
avisen eller thrilleren.
Disse tekster og billeder skal være en opfordring til at standse op
og se - og til at opleve noget helt andet.
Ole Krogh, hedder jeg som har
skrevet om disse kirker og mennesker og taget disse billeder. Jeg er et
kulturinteresseret menneske som har undervist i gymnasiet i mange år. Jeg er
ikke ekspert i kirker eller kalkmalerier. Jeg er en videbegærlig amatør som
elsker at se og høre om disse fantastiske steder og at gengive mine personlige
indtryk af dem.
Min plan er at udbygge disse sider og billeder i de kommende år.
Jeg vil blive meget glad for korrektioner, tilføjelser og diskussioner med
de som møder mig på disse sider. Skriv til mig: ok@stopogse.dk
|