I 1786 flygter Goethe fra en tilværelse som
statsmand og forlystelsesråd i Weimar. Goethe er på det tidspunkt 37
år og den fejrede forfatter til Den unge Werthers lidelser. Goethe
følte at han var gået i stå på det kunstneriske og personlige plan,
og drømmebilledet om Italien som et lokkende Arkadien, et paradis
blev mere og mere levende for ham.
Han har selv givet længslen mod Italien et
udtryk der har lokket og draget tusinder af andre til det forjættede
land: Kennst du das land wo die citronen glühn.
Goethes metode, Goethe ser
I Italien oplever Goethe naturen, byerne, de
antikke ruiner, kunsten. Han udvikler en metode til at komme i
kontakt med det han ser på, til at trænge ind til kernen i det.
Han står ikke med turistføreren i hånden for at
finde frem til mesterværkerne, og for at kontrollere om de er som
der står i bogen. I stedet stiller han sig op, så vidt muligt uden
forudsætninger og forventninger, og venter på hvad den betragtede
genstand siger til ham.
Indtrykkene fæstner han i sin dagbog og i breve
hjem til vennerne. Efter en yderligere bearbejdning indgår de i hans
kunstneriske produktion.
I Goethes fodspor
Denne metode til, via indtrængen i noget
fremmed, at nå frem til nogle dybere lag i sig selv, til at udvikle
og fæstne en personlighedsstruktur, blev overtaget af og dannede
norm for de næste generationer af talentfulde kunstnere. Fra hele
Europa strømmede de til Italien for i Goethes fodspor at blive
dannede til hele mennesker.
H. C. Andersen i Rom
Hvis man læser H. C. Andersens dagbøger fra
hans første Rom-rejse i 1833-34 og derefter læser hans roman,
Improvisatoren, ser man denne metode fuldt udfoldet.
Den antikke kunst
Det er naturligvis også det forhold at man i
Italien kan se den klassiske kunsts mesterværker, der gør landet til
et uundværligt led i enhver kunstneruddannelse. Ifølge Goethe
udtrykker især den antikke græske kunst selve det kunstneriske
ideal, det højeste man kan nå i gengivelse af menneskelig skønhed og
storhed.
Goethes udvikling
For Goethe betød konfrontationen med alt dette
at han fandt sin begrænsning. Han havde en drøm om at blive maler
ved siden af alle de andre ting han kunne. Den opgav han sammen med
de politiske ambitioner for at kunne koncentrere sig om det der var
hans egentlige opgave, at digte. Han fandt sin bestemmelse, det sted
hvor al hans nyvundne indsigt i mennesket og naturen kunne
kombineres med hans kunstneriske kunnen.
Overlegen og uanstændig
Goethe blev forfatter med et budskab til det
kolde og bornerte Tyskland om at al sydens sanselighed og lidenskab
og den evige kunsts storhed skal opleves og udtrykkes i hvert
menneskes liv, hvis det vil kalde sig et helt menneske.
Da han kom hjem til Tyskland, fandt de fleste
ham både hoven og overlegen, såvel som sanselig og uanstændig.
Goethes betydning
Det kan være svært for os at se hele
betydningen af Goethes indsats. I over hundrede år har vi levet i
den grundlæggende overbevisning at mennesker er lige. Sådan var det
ikke på Goethes tid, da mente man bogstavelig talt at de adelige
havde blåt blod og at kongen var Guds særlige udvalgte.
Det som Goethe dybest set sigtede mod med sin
metode, var at personer af borgerlig herkomst skulle erhverve sig så
meget dybde i personligheden og så meget viden og dannelse at de
kunne omgås adelen på lige fod.
Adelsmanden er blændende, borgeren flad
Hvor dyb Goethe oplevede forskellen mellem
borger og adelsmand, fremgår af et citat fra en af hans romaner:
Wilhelm Meisters læreår.
Adelsmanden kan og skal virke blændende.
Borgeren skal kun være, og når han vil tage sig ud, virker det kun
latterligt og smagløst. Adelsmanden skal handle og virke, Borgeren
skal yde og arbejde; han skal udvikle enkelte færdigheder for at
blive brugbar, og det er selvfølgelig en forudsætning, at der ikke
kan og bør være nogen harmoni i hans væsen, eftersom han må forsømme
alt andet for at gøre sig brugbar i sit fag. Goethes værker,
bind X, s. 294.
Dannelse
Det er fra den synsvinkel man skal se Goethes
værk. Som et forsøg på at erhverve sig og videregive dannelse. Den
dannelse borgeren burde tilegne sig, bestod af viden om den
klassiske kunst og kultur. Gennem en selvstændig tilegnelse
indbygges denne viden i de dybere lag af personligheden, og borgeren
bliver derigennem bevidst om sit eget værd.
Dannelsesrejsen
Goethe bidrog kraftigt til at det indtil ca.
1850 hvor Paris blev det nye centrum for kunstens udvikling, var en
uomgængelig nødvendighed for en kommende maler, forfatter, arkitekt
eller billedhugger at komme til Rom for at blive færdigudviklet.
Hjemme igen gav de deres erfaringer kunstneriske udtryk. Ad denne
vej kunne borgerne derhjemme selv skue det sande og skønne og
således selv blive dannede.
Goethe sendte ikke bare kunstnere af sted. Han
angav også hvad de skulle se i Rom. Colosseum skulle opleves i
måneskin, Peterspladsen i fakkelskær. Han dagbog fra Rom, udgivet
som Italiensk rejse, blev en turistfører for mange Rom-rejsende.
Dermed faldt de i den grøft som hele Goethes arbejde var en advarsel
mod. De fulgte og kopierede autoriteterne.
|