Nibe kirke                               Tilbage til forsiden

Se Nibe kirke, men tag en kop kaffe først. Det er bare ikke så let at få en kop kaffe i Nibe hvor man let kommer i knibe. Man kører rundt i de snævre, labyrintiske gader med de gamle, lave provinshuse. Der er ikke nogen kro eller cafe på torvet, eller på den centrale plads. Først når man har opgivet og kører mod havnen for at se der, kommer man forbi Strandgade og tænker at det er mystisk at den hedder Strandgade, for der ligger en underlig moderne, fabriksagtig institution ud mod vandet som viser sig at være Rådhuset. Og overfor ligger Rådhuskroen, som uden tvivl tidligere har ligget lige ud til Nibe bredning og heddet Havnekroen eller noget i den retning.

Havnekroen kan anbefales, kaffen er smagt bedre, men den er nylavet og med hjerte for alle de andre gæster sidder i baren og drikker øl. Og når man vil betale, siger kromutter: Nej, det tror jeg ikke du skal betale for, det er jo bare kaffe! Og så kan man sidde inde i den fine Marinestuen og skrive om Farsø kirke mens kaffes drikkes.

Nibe kirke er en meget fin kirke. Det er bargæsterne enige om, der er faktisk nogle flotte kalkmalerier. Jeg så det i sidste uge da jeg var til begravelse, siger en af dem.

Barsnak om kirker

Har du været i Bislev kirke, her 5 km mod syd? spørger en af bargæsterne. Der hænger der en sten i væggen som er på de nye tusindkronesedler. Det var da sjovt som de er glade for Nibe-egnen i statens seddeltrykkeri, svarer jeg. Den flotte stendysse i Sønderholm som de kalder Troldkirken pgra. dens flade, skibslignende overligger, var på den gamle 50-kroneseddel.

Og jeg boede tidligere i Gunderup i Østhimmerland, fortsatte den meddelsomme bargæst. Der var der en kolossalt stor kirke, med tårne, spir og det hele, ja jeg har aldrig været inde i den, men de kaldte den Himmerlands katedral.

Sildekoggen

Hvis man spørger om vej, er det let at finde kirken i Nibe. Det er i udgangspunktet en gammel landsbykirke som så mange andre, men omkring år 1500, og igen omkring år 1700, kom man vældigt til penge pgra. sildefiskeriet. Det væltede med sild i Limfjorden, man kunne skovle dem op. Der blev bygget mange af de såkaldte sildekogger, store, brede robåde med vældigt høje rælinger så man kunne have 2 m sild i bunden. Se en sildekogge i kirken hvor den hænger som kirkeskib under loftet. Se billedsiden.

Sebberværkstedet

Omkring 1500 byggede man et højt og bredt sideskib til kirken og lod det udsmykke af 2 forskellige kalmalerværksteder. I hvælvingerne er Sæbyværkstedets arbejder der blev malet i 1507 som der står. Nedenunder et plumpt gardin er Sebberværkstedets arbejder, de er langt mere elegante end de mere traditionelle malerier i hvælvingerne. Sebberværkstedet kendes på de påtrykte røde rosetter som ses alle vegne i deres billeder, undtagen der hvor de vrænger af deres egne arbejder, af al helligheden og af menigheden i kirken.

Vrængemasker

Der er en vrængemaske lige over værkstedets hovedværk, hvor den hellige Sct. Jørgen dræber en frygtelig drage. Vrængemasken er en fyr der trækker mundvigene til siden og rækker tunge. I vore dage ville vi vise fuck-fingeren. Ovenover står ”ba fyn” som på pænt dansk betyder ”Pu ha”, men som også kan oversættes ”Føj for fanden”. Og fanden selv har de afbilledet på væggen lige overfor. Der skildres han som et militærisk vildsvin på to ben, med armbrøst, pilekogger og sværd, og visende sit hovmod og sin forfængelighed ved at være iført nogle højmoderne træsko, som nu var meget praktiske dengang hvor gaderne flød med affald, skidt og lort. Hovmod og forfængelighed var to af dødssynderne som ikke kunne sones med nok så mange vokslys og gaver til kirken. Se billedsiden.

Modbilleder

Det var på mode omkring år 1500 med den slags modbilleder til alt det hellige. De skulle officielt vise at djævelen lurede altid og alle vegne, selv i kirken. Men måske udtrykte de også at der ved siden af, eller som en del af den altdominerende kristne orientering, var en hverdagsviden om at sexualitet, lort, misundelse, sladder mm. var mindst lige så afgørende sider af livet som alt det hellige. Kirkegængeren i 1500-tallet er blevet bekræftet i at disse ting var en del af livet, at det var normalt at være syndig. Men at kirken, Maria og helgenerne var til rådighed med hjælp imod dem.

Måske var modbillederne, i årene lige før reformationen, også udtryk for en protest mod den katolske kirkes åbenbare udskejelser. De rige kunne fx springe over 1000 års pinsler i skærsilden, bare de betalte penge nok til den grådige kirke.

Dragen og Sct. Jørgen

Men modbillederne er kun en vigtig parentes i Nibe kirkes kalkmalerier. Hovednummeret er Sct. Jørgens historie som først og fremmest foldes ud i et stort og levende billede af dragedrabet. Hest og rytter står fantastisk flot på sydmuren. Sct. Jørgen er virkelig en laps og hesten er flot udstyret. Dragen vrider sig i smerte, rød og ond under hesten, og lansen er ført med en sådan kraft at den ikke bare går gennem munden og ud, men også en tur igennem halsen.

Til venstre for dragedræberen står prinsesse Cleodolinde, som byen Silene var blevet tvunget til at ofre til dragen. Til højre for ham står hendes far og mor, kongen dronningen, på byens høje mure og følger med. Byen er meget rig, der er en masse tårne, mange minareter, men også nogle der ligner kirketårne.                       

Det er dog ikke kirker, for Silene var en hedensk by indtil Sct. Jørgen dræbte dragen. Legenden som billederne bygger på, fortæller at dragedrabet overbeviste kongen om at kristendommen var overlegen, og byen blev derefter kristnet. Og Jørgen fik prinsessen, i hvert fald i den folkelige udgave af legenden. I den kirkelige udgave gik det ham ikke så godt, for Sct. Jørgen blev fanget af hedningerne og blev udsat for utallige pinsler. I en tegneserie på 12 billeder på syd- og vestmuren, svælges der i disse pinsler, og dermed i Jørgens martyrium. Han ristes i en bronzeokse, han gennemsaves på langs, han rulles i en spigertønde, han radbrækkes af store møllevinger og hans krop males til benmel så den ikke kan bruges til relikvier. Jo, også her konfronteres vi vellystigt med den menneskelige ondskab. Se billedsiden.

Ursula og hunnerkongen

Der er flere, spændende og flotte helgenbilleder. Den hellige Sct. Ursula står med sine 11 000 jomfruer inde i sin kappe. På tilbageturen fra en pilgrimsrejse til Rom blev selskabet på Rhinen overfaldet af de grusomme hunner, der dræbte alle jomfruerne. Ursula blev dog sparet, for hende ville hunnerkongen giftes med. Det nægtede Ursula og hun blev dræbt med pile. Derfor er hendes symbol en pil, og derfor står hun med to pile i hænderne på muren i Nibe kirke. Hun og alle jomfruerne har efter tidens hotteste mode fået barberet pandehåret af.

Johannes

Apostlen Johannes ses på østvæggen sammen med to andre helgener. Han står længst til venstre. Det er den unge, rødhårede, feminine mand blandt apostlene som Dan Brown i Da Vinci-mysteriet er så optaget af. Dan Brown hævder i romanen at han i virkeligheden er en kvinde, at han er Maria Magdalena, som Jesus levede sammen med og fik et barn med.

Den officielle, kirkelige historie om Johannes er at han blev martyr da han prædikede kristendommen i Efesus. Det kunne kejseren ikke lide, derfor lod han ham kaste i kogende olie, dog uden at det skadede ham. Derefter blev han udfordret til at drikke gift, men giften mistede sin virkning da han slog korsets tegn over den. På kalkmaleriet ses han, ung, rødhåret og feminin, mens han velsigner giftbægeret.

Under kirkens orglet, på pulpituret som balkonen hedder, er en serie portrætter – fra 1700-tallet – af Jesus og hans apostle. Også her ser vi Johannes, ung, rødhåret, smuk og lige ved siden af Jesus Her forlader giften hans bæger i form af en giftslange.

Nøgle, pil og bæger

Det der gør det muligt at identificere mange personer og historier på ofte halvt udviskede kalkmalerier, er det faste sæt af remedier og symboler som kirken tilbage i tiden har knyttet til dem. En mand med en nøgle, aha, apostlen Peter, kirkens grundlægger med nøglen til paradis for de troende. En rødhåret mand med et bæger, aha, apostlens Johannes, Jesus yndling med sit martyrredskab.

Døbefont

Der er flere spændende ting i Nibe kirke, også flere end der kan omtales her. Døbefonten fra ca. år 1300 er bemalet som døbefonte var dengang, ofte i meget stærke farver. Der kan spores flere lag af bemaling, tydeligst er den grønne bladranke.

Forestil jer dåben dengang. I den lille, mørke, romanske kirke, uden lysvældet fra det sydlige sideskib, kun oplyst af blafrende og sodende kerter. Væggene er dekorerede af store, farvelagte malerier, hvor magiske scener udspiller sig. I centrum af rummet står den tunge døbefont i stærke farver. Her skal det mystiske under ske. Et lille barn, frembåret af mørktklædte forældre, skal forvandles fra at være en udsat og truet menneskeunge til at blive et Guds barn, beskyttet mod djævelen, sygdomme og anden ondskab. Se billedsiden.

Upstairs and downstairs

Der er også en balkon, et pulpitur på nordvæggen. Det er også fra starten af 1700-tallet hvor Nibe var den rigeste by i Nordjylland pgra. sildene. Her var der loger til de 9 fornemste familier i by og opland. Pulpituret var dengang meget større, det gik dobbelt så langt ud i rummet, det var bredere, der var søjler der bar et loft og der var gardiner som kunne trækkes for. Her kunne familierne sidde og mødes, forretninger kunne gøres og de unge kunne se hinanden an, akkurat som i storbyernes fine operahuse. Nedenunder pulpituret har fattige bønder, tjenestefolk og håndværkersvende klemt sig sammen. Billederne på det nuværende pulpitur viser Jesu lidelseshistorie i påskeugen.

Mødet med billederne

I sin myte om kirken i Farsø beretter Johannes V. om sit møde med kunsten som 11-årig. En ung maler havde været i byen og tegnet kirken: ”Men nu skitsebogen. Da den smukke maler så, at også jeg var nysgerrig, holdt han bogen ned til mig et øjeblik og lod mig se sin blyantstegning af kirken. Han havde den jo der, han havde jo taget kirken. Jeg brast i en voldsom, lykkelig latter.”

Sådan omtrent har også kirkernes kalkmalerier virket på middelalderens ellers billedløse mennesker. De glødende billeder på væggene er levende, virkelige. De spiller sammen med sindets, fantasiens og drømmenes billeder.

August 2008