Se Nibe kirke, men tag en kop kaffe først. Det
er bare ikke så let at få en kop kaffe i Nibe hvor man let kommer i
knibe. Man kører rundt i de snævre, labyrintiske gader med de gamle,
lave provinshuse. Der er ikke nogen kro eller cafe på torvet, eller
på den centrale plads. Først når man har opgivet og kører mod havnen
for at se der, kommer man forbi Strandgade og tænker at det er
mystisk at den hedder Strandgade, for der ligger en underlig
moderne, fabriksagtig institution ud mod vandet som viser sig at
være Rådhuset. Og overfor ligger Rådhuskroen, som uden tvivl
tidligere har ligget lige ud til Nibe bredning og heddet Havnekroen
eller noget i den retning.
Havnekroen kan anbefales, kaffen er smagt
bedre, men den er nylavet og med hjerte for alle de andre gæster
sidder i baren og drikker øl. Og når man vil betale, siger kromutter:
Nej, det tror jeg ikke du skal betale for, det er jo bare kaffe! Og
så kan man sidde inde i den fine Marinestuen og skrive om Farsø
kirke mens kaffes drikkes.
Nibe kirke er en meget fin kirke. Det er
bargæsterne enige om, der er faktisk nogle flotte kalkmalerier. Jeg
så det i sidste uge da jeg var til begravelse, siger en af dem.
Barsnak om kirker
Har du været i Bislev kirke, her 5 km mod syd?
spørger en af bargæsterne. Der hænger der en sten i væggen som er på
de nye tusindkronesedler. Det var da sjovt som de er glade for
Nibe-egnen i statens seddeltrykkeri, svarer jeg. Den flotte
stendysse i Sønderholm som de kalder Troldkirken pgra. dens flade,
skibslignende overligger, var på den gamle 50-kroneseddel.
Og jeg boede tidligere i Gunderup i
Østhimmerland, fortsatte den meddelsomme bargæst. Der var der en
kolossalt stor kirke, med tårne, spir og det hele, ja jeg har aldrig
været inde i den, men de kaldte den Himmerlands katedral.
Sildekoggen
Hvis man spørger om vej, er det let at finde
kirken i Nibe. Det er i udgangspunktet en gammel landsbykirke som så
mange andre, men omkring år 1500, og igen omkring år 1700, kom man
vældigt til penge pgra. sildefiskeriet. Det væltede med sild i
Limfjorden, man kunne skovle dem op. Der blev bygget mange af de
såkaldte sildekogger, store, brede robåde med vældigt høje rælinger
så man kunne have 2 m sild i bunden. Se en sildekogge i kirken hvor
den hænger som kirkeskib under loftet.
Se billedsiden.
Sebberværkstedet
Omkring 1500 byggede man et højt og bredt
sideskib til kirken og lod det udsmykke af 2 forskellige
kalmalerværksteder. I hvælvingerne er Sæbyværkstedets arbejder der
blev malet i 1507 som der står. Nedenunder et plumpt gardin er
Sebberværkstedets arbejder, de er langt mere elegante end de mere
traditionelle malerier i hvælvingerne. Sebberværkstedet kendes på de
påtrykte røde rosetter som ses alle vegne i deres billeder, undtagen
der hvor de vrænger af deres egne arbejder, af al helligheden og af
menigheden i kirken.
Vrængemasker
Der er en vrængemaske lige over værkstedets
hovedværk, hvor den hellige Sct. Jørgen dræber en frygtelig drage.
Vrængemasken er en fyr der trækker mundvigene til siden og rækker
tunge. I vore dage ville vi vise fuck-fingeren. Ovenover står ”ba
fyn” som på pænt dansk betyder ”Pu ha”, men som også kan oversættes
”Føj for fanden”. Og fanden selv har de afbilledet på væggen lige
overfor. Der skildres han som et militærisk vildsvin på to ben, med
armbrøst, pilekogger og sværd, og visende sit hovmod og sin
forfængelighed ved at være iført nogle højmoderne træsko, som nu var
meget praktiske dengang hvor gaderne flød med affald, skidt og lort.
Hovmod og forfængelighed var to af dødssynderne som ikke kunne sones
med nok så mange vokslys og gaver til kirken.
Se billedsiden.
Modbilleder
Det var på mode omkring år 1500 med den slags
modbilleder til alt det hellige. De skulle officielt vise at
djævelen lurede altid og alle vegne, selv i kirken. Men måske
udtrykte de også at der ved siden af, eller som en del af den
altdominerende kristne orientering, var en hverdagsviden om at
sexualitet, lort, misundelse, sladder mm. var mindst lige så
afgørende sider af livet som alt det hellige. Kirkegængeren i
1500-tallet er blevet bekræftet i at disse ting var en del af livet,
at det var normalt at være syndig. Men at kirken, Maria og
helgenerne var til rådighed med hjælp imod dem.
Måske var modbillederne, i årene lige før
reformationen, også udtryk for en protest mod den katolske kirkes
åbenbare udskejelser. De rige kunne fx springe over 1000 års pinsler
i skærsilden, bare de betalte penge nok til den grådige kirke.
Dragen og Sct. Jørgen
Men modbillederne er kun en vigtig parentes i
Nibe kirkes kalkmalerier. Hovednummeret er Sct. Jørgens historie som
først og fremmest foldes ud i et stort og levende billede af
dragedrabet. Hest og rytter står fantastisk flot på sydmuren. Sct.
Jørgen er virkelig en laps og hesten er flot udstyret. Dragen vrider
sig i smerte, rød og ond under hesten, og lansen er ført med en
sådan kraft at den ikke bare går gennem munden og ud, men også en
tur igennem halsen.
Til venstre for dragedræberen står prinsesse
Cleodolinde, som byen Silene var blevet tvunget til at ofre til
dragen. Til højre for ham står hendes far og mor, kongen dronningen,
på byens høje mure og følger med. Byen er meget rig, der er en masse
tårne, mange minareter, men også nogle der ligner kirketårne.
Det er dog ikke kirker, for Silene var en
hedensk by indtil Sct. Jørgen dræbte dragen. Legenden som billederne
bygger på, fortæller at dragedrabet overbeviste kongen om at
kristendommen var overlegen, og byen blev derefter kristnet. Og
Jørgen fik prinsessen, i hvert fald i den folkelige udgave af
legenden. I den kirkelige udgave gik det ham ikke så godt, for Sct.
Jørgen blev fanget af hedningerne og blev udsat for utallige
pinsler. I en tegneserie på 12 billeder på syd- og vestmuren,
svælges der i disse pinsler, og dermed i Jørgens martyrium. Han
ristes i en bronzeokse, han gennemsaves på langs, han rulles i en
spigertønde, han radbrækkes af store møllevinger og hans krop males
til benmel så den ikke kan bruges til relikvier. Jo, også her
konfronteres vi vellystigt med den menneskelige ondskab.
Se billedsiden.
Ursula og hunnerkongen
Der er flere, spændende og flotte
helgenbilleder. Den hellige Sct. Ursula står med sine 11 000
jomfruer inde i sin kappe. På tilbageturen fra en pilgrimsrejse til
Rom blev selskabet på Rhinen overfaldet af de grusomme hunner, der
dræbte alle jomfruerne. Ursula blev dog sparet, for hende ville
hunnerkongen giftes med. Det nægtede Ursula og hun blev dræbt med
pile. Derfor er hendes symbol en pil, og derfor står hun med to pile
i hænderne på muren i Nibe kirke. Hun og alle jomfruerne har efter
tidens hotteste mode fået barberet pandehåret af.
Johannes
Apostlen Johannes ses på østvæggen sammen med
to andre helgener. Han står længst til venstre. Det er den unge,
rødhårede, feminine mand blandt apostlene som Dan Brown i Da
Vinci-mysteriet er så optaget af. Dan Brown hævder i romanen at han
i virkeligheden er en kvinde, at han er Maria Magdalena, som Jesus
levede sammen med og fik et barn med.
Den officielle, kirkelige historie om Johannes
er at han blev martyr da han prædikede kristendommen i Efesus. Det
kunne kejseren ikke lide, derfor lod han ham kaste i kogende olie,
dog uden at det skadede ham. Derefter blev han udfordret til at
drikke gift, men giften mistede sin virkning da han slog korsets
tegn over den. På kalkmaleriet ses han, ung, rødhåret og feminin,
mens han velsigner giftbægeret.
Under kirkens orglet, på pulpituret som
balkonen hedder, er en serie portrætter – fra 1700-tallet – af Jesus
og hans apostle. Også her ser vi Johannes, ung, rødhåret, smuk og
lige ved siden af Jesus Her forlader giften hans bæger i form af en
giftslange.
Nøgle, pil og bæger
Det der gør det muligt at identificere mange
personer og historier på ofte halvt udviskede kalkmalerier, er det
faste sæt af remedier og symboler som kirken tilbage i tiden har
knyttet til dem. En mand med en nøgle, aha, apostlen Peter, kirkens
grundlægger med nøglen til paradis for de troende. En rødhåret mand
med et bæger, aha, apostlens Johannes, Jesus yndling med sit
martyrredskab.
Døbefont
Der er flere spændende ting i Nibe kirke, også
flere end der kan omtales her. Døbefonten fra ca. år 1300 er bemalet
som døbefonte var dengang, ofte i meget stærke farver. Der kan
spores flere lag af bemaling, tydeligst er den grønne bladranke.
Forestil jer dåben dengang. I den lille, mørke,
romanske kirke, uden lysvældet fra det sydlige sideskib, kun oplyst
af blafrende og sodende kerter. Væggene er dekorerede af store,
farvelagte malerier, hvor magiske scener udspiller sig. I centrum af
rummet står den tunge døbefont i stærke farver. Her skal det
mystiske under ske. Et lille barn, frembåret af mørktklædte
forældre, skal forvandles fra at være en udsat og truet menneskeunge
til at blive et Guds barn, beskyttet mod djævelen, sygdomme og anden
ondskab. Se billedsiden.
Upstairs and downstairs
Der er også en balkon, et pulpitur på
nordvæggen. Det er også fra starten af 1700-tallet hvor Nibe var den
rigeste by i Nordjylland pgra. sildene. Her var der loger til de 9
fornemste familier i by og opland. Pulpituret var dengang meget
større, det gik dobbelt så langt ud i rummet, det var bredere, der
var søjler der bar et loft og der var gardiner som kunne trækkes
for. Her kunne familierne sidde og mødes, forretninger kunne gøres
og de unge kunne se hinanden an, akkurat som i storbyernes fine
operahuse. Nedenunder pulpituret har fattige bønder, tjenestefolk og
håndværkersvende klemt sig sammen. Billederne på det nuværende
pulpitur viser Jesu lidelseshistorie i påskeugen.
Mødet med billederne
I sin myte om kirken i Farsø beretter Johannes
V. om sit møde med kunsten som 11-årig. En ung maler havde været i
byen og tegnet kirken: ”Men nu skitsebogen. Da den smukke maler så,
at også jeg var nysgerrig, holdt han bogen ned til mig et øjeblik og
lod mig se sin blyantstegning af kirken. Han havde den jo der, han
havde jo taget kirken. Jeg brast i en voldsom, lykkelig
latter.”
Sådan omtrent har også kirkernes kalkmalerier
virket på middelalderens ellers billedløse mennesker. De glødende
billeder på væggene er levende, virkelige. De spiller sammen med
sindets, fantasiens og drømmenes billeder.
August 2008
|