Østerlars Kirke                       Tilbage til forsiden

Se Østerlars kirke, det er Bornholms største rundkirke. Den ligger på det frodige Østbornholm med udsigt til havet, der her har en særligt høj horisontlinie. Det har alle Bornholms malere dokumenteret til fulde.

Kirken ser utroligt stærk og robust ud, en hvid håndgranat med sort hat i alt det grønne. Som ved mange af de rektangulære middelalderkirker er det blevet nødvendigt at udstyre den med tunge stræbepiller for at murene ikke skulle vælte udad. Det er en konsekvens af den runde sorte hat som kirken senere er blevet forsynet med. Den giver et pres udad på de tykke stenmure, som oprindeligt kun skulle bære et fladt tag.

Kirken har oprindeligt set meget anderledes ud. Der var ingen stræbepiller og våbenhus, kun skib og kor som to sammenføjede cirkler med den lille korrunding klistret på, bittesmå vinduer og vagter på taget som spejdede ud over havet efter fjendtlige, vendiske skibe. For kirken er som de andre rundkirker bygget i sidste del af 1300-tallet da venderne hærgede Østersølandene.

Inde i kirken er der en meget smal og ubekvem stentrappe i den tykke ydermur der fører op til anden og tredje etage. Anden etage var beregnet til forråd og til kvinder og børn, mens mændene fra 3. sal forsvarede kirkefæstningen. Nogle historikere forklarer endda kirkens runde form med at den skulle gøre kirken særligt svær at angribe med en rambuk.

Oprindeligt har kirken stået med vældige kampestensmure og bittesmå glugger. Udmykningen har begrænset sig til den flotte portal om kvindedøren og til korrundingens halvsøjler (lisener) med udhuggede buehvælv imellem. Her ses kontrasten mellem de to byggematerialer som Bornholm er gjort af: Granitten fra den nordlige halvdel som står fuldstændig uændret efter 900 år, og så Sydbornholms mere formbare, men også mere forgængelige, sandsten. Korrundingen er bygget af granitsten fra markerne omkring kirken, mens lisener og buehvælv er huggede i sandsten som er blevet mærket af tidens tand. Se korrundingen

Tempelriddernes skat og det mystiske hulrum

D. 21. juli 2008 opdagede man at ukendte gerningsmænd havde boret to små huller i kirkegulvet midt i Østerlars kirke. De var uden tvivl på jagt efter det mystiske hulrum som amatørhistorikere hævder at deres målinger viser at det skulle ligge under kirken.

Det er aldrig blevet opklaret hvem der borede hullerne. Men der er ikke nogen tvivl om at de har forbindelse med forfatteren Erling Haagensens forfatterskab. Haagensen prøver  i fiktiv og ikke fiktiv form at argumentere for at kirkerne slet ikke var bygget til forsvarsformål. Det var derimod de mystiske tempelriddere som i forbindelse med korstogene mod Estland slog sig ned på Bornholm. Her opførte de kirkerne som en slags observatorier og målestationer der skulle muliggøre en opmåling af jordens størrelse og andre ting som de katolske kirke forbød.

Erling Haagensen mener at de trekanter som rundkirkerne og fæstningen på Christiansø udgjorde, gav tempelridderne mulighed for at udregne jordens størrelse og at begynde en opmåling af den.

Det er drabelige og fascinerende teorier som let sætter fantasien i sving. Og som altså får ukendte gerningsmænd til at prøve at bekræfte dem ved at bore huller i gulvet i Østerlars kirke. Men så er det nok heller ikke mere.

Kalkmalerierne

Kirkens kalkmalerier står utroligt smukt i et bånd omkring den tykke midtersøjle der bærer taget og de øvre etager. Desværre var ca. en fjerdedel af billederne for udviskede til at de kunne fremdrages. Men de resterende tre fjerdedele er meget fascinerende. De udgør et gulbrunt bånd omkring hele søjlen, ca. en meter højt.

Temaet er Jesu liv og død. Første billede viser undfangelsen hvor Mikael forkynder for den bly Maria der undseligt kigger ned, at nu er hun altså med barn. Længere mod venstre løfter hun glad det lille svøbelsesbarn op så vi kan se og beundre det. Bagved står en storsmilende okse og et glad æsel og kigger med.

På næste billede er den lille familie redet forbi på vej til Ægypten for at undgå at Jesusbarnet skulle blive slået ihjel i barnemyrderierne i Bethlehem. Maria har gjort et under så forfølgerne bliver narrede. På flugten mødte de en mand der skulle til at så sit korn. Maria fik kornet til at vokse så hurtigt at da de forfølgende soldater – til hest og i heldækkende brynje – når frem, kan sædemanden med sandhed sige til dem, at ingen er passeret forbi siden han såede sit korn. Se sådan narrer man fjenden, når man er på god fod med Vorherre. Se kalkmalerierne.

På billedet står sædemanden, glad smilende, og svinger med sin fulde pose med korn han lige har høstet, mens mutter ligger på knæ og stadig er i gang med seglen. Hesten griner også her – måske ad de dumme ryttere.

Dommedag

Nu kommer så de manglende billeder, og da vi møder Jesus igen, er han ved at blive sømmet op på sit kors. Derefter nedtages han af korset af Maria og Johannes, for så triumferende at stige op af sin stensarkofag, mens vagtposterne sover. Han stiger ud af sin sarkofag på akkurat samme måde som alle sjælene i den afsluttende store fremstilling af dommedag stiger ud af deres store fællesgrav for at gå frem for dommeren.

Dommeren sidder i midten af billedet i en stor, oval mandorla med to sværd der symboliserer retfærdigheden, stikkende ud fra den dømmende mund. Hans fødder med deres sår står på regnbuen. Hans skikkelse er så stor at den rækker fra den jord som sjælene stiger op af, og op til himlen hvor de salige i dobbelt størrelse jubler.

Indrammet af to engle med dommedagstrompeter ser vi til venstre for Kristus de frelste sjæle, de har alle en glorie på. Men også her er der rangorden. I det midterste lag står bisperne forrest med deres bispehuer på de ellers nøgne kroppe, mens de almindelige gejstlige kommer derefter med deres tonsur (håret er klippet af i en runding øverst på hovedet hos munke). I det nederste lag står kongerne forrest.

Fandens skabede bag

På den anden side af Kristus er der ingen smil, men sorg og tænders gnidsel. Også her står sjælene op af den store fællesgrav. Her er der enkelte konger, men kun i den bageste tredjedel. I det midterste lag er det de gejstlige der føres til helvede. Forrest er der dog nogle kongelige og bagest nogle almindelige mennesker, en af den slår hænderne for ansigtet i forfærdelse. De gejstlige gemmer sig i midten.

Det er nogle forfærdelige brune smådjævle der slår en tyk kæde om de dømte og trækker dem ind i helvedets kæmpemæssige gab der er besat med tænder. Djævlene er åbenbart forbundet med smedehåndværket for to af dem bærer svære smedehamre.

Inde i gabet har fanden selv frit spil, han spræller, gul og grinende, og med horn i panden mens han overskider de fortabte. Han ”sidder skrævende på hug og med et ondt grin fremviser sin skabede bag”, som der så pænt står i kirkens folder.

Sct. Lars

Kirken er viet til Sankt Laurentius, eller Sct. Lars på dansk. Han var en af den kristne kirkes første skatmestre. Da kristenforfølgelserne satte ind, nægtede han at udlevere kirkens penge. Derfor blev han  grusomt tortureret. Han blev overhældt med kogende olie og stegt på en rist. Det er grunden til at hans symbol er en rist.

I de andre, mindre rundkirker, er midtersøjlen massiv. Men Østerlarskirke er så stor at det romanske hvælv ikke har kunnet strække så langt. Derfor er midtersøjlen åben i midten så kirken har et lille rundt midterrum. Her står døbefonten og rummet bruges til dåbshandlinger – som det formodentlig også er blevet det i den oprindelige kirke. Se ovnen.

Det mørke, magiske rum

Den store midtersøjle med ”ovnen” som midterrummet kaldes, gør at rundgangen udenom den virker trang. Man kan tænke sig hvor mørkt og mystisk kirkerummet har virket på egnens bønder som sad på en stenbænk rundt langs væggene og kiggede på de dunkle billeder i kerternes blafrende skær. Imens præstens og munkenes monotone messen fra koret blandede sig med den bedøvende duft af røgelse.

Dengang var åbningen til koret mindre, kun omkring 2,80 m bred, så det klart blev markeret at de gejstlige var nærmere Gud.

Først med reformationen i 1536 fik man brug for mere lys i kirken, nu skulle menigheden synge salmer på dansk, og så skulle man kunne læse i salmebogen. Derfor blev de nuværende, store vinduer skåret i de tykke mure.

Altertavlen står smukt og enkelt i den hvide korbue. Den er meget gammel, fra omkring år 1600, men de to billeder af Kristus med brødet og med vinen er malet af den bornholmske maler Paul Høm i 1956.