Solbjerg kirke

Stop og se på Solbjerg kirke. Den ligger i Østhimmerland, 10 km nord for Hadsund. Den står på sin bakke højt over landsbyen Solbjerg, der ligger i sænkningen rundt om kirkebakken.

Bronzealderhøjen

På kirkegården, kun 3 m fra kirken, ligger en stor bronzealderhøj hvorfra man har en imponerende udsigt over det bølgede landskab. I bronzealderen for 3000 år siden var det meste skov hvor man i lysningerne kunne se røgen fra de mange bopladser stige op. Mod øst var landskabet åbent. I nordøst var vildmosen ved at blive til og mod øst kiggede man over nogle bakker ud på Kattegat som gik meget længere ind end det gør i dag. De talrige høje i området vidner om at der var mange og store bopladser. Der lå yderligere 2 høje lige nord for kirkegården som geskæftige jordejere i tidens løb har pløjet ned.

De soldyrkende bronzealderfolk har efterladt flere spor. I kirkegårdsdiget er der to af de store sten der har mange skålmærker. Det er helleristninger som blev brugt når man ofrede til solen. Se billedsiden

Kirkebygningen

Kirken er bygget i 1100-tallet, men var da mindre. Den bestod dengang af koret og skibet som var 5 m kortere. Omkring år 1500 har ejeren udvidet kirken – betalt af den årlige tiende fra bønderne og hans egen syndsbevidste velstand. Skibet er blevet 5 m længere og våbenhuset mod syd er tilsvarende flyttet mod vest således at dets oprindelige vestmur er bevaret som østmur i det nye våbenhus. Derfor ligger det lidt skævt i forhold til skibet – det er også for stort. Det oprindelige, flade træloft blev erstattet af stjernehvælv, bygget af munkesten. Tårnet blev sandsynligvis bygget ved samme lejlighed. Det er smallere end andre landsbykirkers tårne.

På kirkeskibets nordside og tårnets nederste del kan man se hvordan bygmesteren har brugt kvaderstenene fra den oprindelige gavl i murværket. De alternerer tilfældigt men smukt med de røde munkesten. Tårn og våbenhus er i øvrigt bygget af gule munkesten, fortæller hæftet om kirken som kan findes og betales i våbenhuset.

I 2001 var koret ved at brække over og gavlen på vej til at vælte udad. Man kan se en knækket kvadersten og en tydelig sænkning i murværket mod syd. Graveren, Birger Pedersen, forklarer at dræningen af tagdryppet var lavet forkert, sådan at jorden under koret blev skyllet væk. Nu står koret på en stor betonblok og klarer forhåbentlig 900 år mere.

Troldens vrede

Trolde har altid hadet kirker, og da især deres klokker der ideligt bimlede ud over landskabet og forstyrrede troldenes søvn og øvrige gerninger. En gang blev en trold så arrig over larmen fra Solbjerg kirke at den prøvede at vælte kirken. Mærket efter dens spark ses stadig i kirkemuren på nordsiden af skibet, ikke langt fra koret.

Andre hævder at det sålformede mærke er stenhuggerens bomærke. At stenhuggernes mester har indhugget det mærket som tegn på at det er hans værk og at han er stolt af det. Studer selv kvaderstenenes overflader og farvespillet i kampestensmurene. Forestil dig at du sidder med en hammer og nogle mejsler, og foran dig ligger en stor bunke runde marksten.

Alteret

Kirkerummet er helt hvidmalet, der er ingen kalkmalerier. Det domineres af alter, prædikestol og de hvidmalede stjernehvælv.

Alteret er fra 1597. Det centrale billede er overmalet flere gange. Konservatoren har fremdraget den oprindelige indskrift under alterbilledet. Den lyder:

Anno Domini 1597 lod erlige velbørdige mand

Jørgen Urne med hans Kjære fraue Margrete Wifferts

Gjøre denne Tauffle til Guds og Kirkens Erre

Oc på Kirkens Bekostning……

Det er altså kirketienden som har bekostet altertavlen. Det nuværende maleri og den nuværende indskrift under det er lavet i 1724, men maleriet er muligvis en opmaling af et tidligere maleri, mener konservatoren. Læs selv indskriften fra 1724 om hvem der har ladet alteret renovere og staffere.

I løbet af 1700-tallet har man under indflydelse af pietismens modvilje mod billeder i kirkerne overmalet alterbillet og ophængt et simpelt kors i stedet. Ved restaureringen i 1927 blev det nuværende billede heldigvis fremdraget.

Den rødhårede Judas

Alterbilledet viser Den hellige nadver, med Jesus omgivet af sine 12 disciple der ligner stovte jyske bønder. De er sørgmodigt samlede omkring bordet med vin og brød. Kun en skiller sig ud. Nærmest os sidder en satanisk smilende mand med rødt hår og en pengepose i hånden. Så ved vi hvad klokken er slået. Det er Judas med sine 30 sølvpenge. Hvis vi skulle være i tvivl, kan vi kigge på hans fod som maleren har forsynet med en gedebukkehov. Se billedsiden

For datidens kristne repræsenterer Judas jøderne som korsfæstede Jesus og nægtede at tage troen på ham til sig. Det røde hår, den store krogede næse, pengeposen og det sataniske grin viser datidens opfattelse af en typisk jøde.

Maleriet er i øvrigt en spændende løsning på typemaleriet: Den hellige nadver. Der er realisme, psykologi og en fin kolorit. Apostlene har ingen glorie. Det er rigtige, gamle mænd som bedrøvet kigger ned – ligesom de gamle mænd der dengang sad i kirken for at få syndernes forladelse.

Gelænderet

Foran alteret er et kunstfærdigt smedejernsgelænder. Også her spiller djævlen ind. I de to fag til venstre har smeden ladet to djævlefigurer snøre ind i deres egne haler. Deres horn føres gennem de gennemhullede haleslyng og låses uhjælpeligt fast. Jo, djævelen eller trolden er til stede på mange måder i Solbjerg kirke.

Til højre ses et kunstfærdigt våbenskjold i gelænderet. Det er kirkeejerne på Wiffertsholm i 1724, Lauritz Kierulw og frue Karen Gesmand.  Hr Lauritz har 3 muslingeskaller og en farlig bjørn der ligner en elg. Fruen har en syngende lærke og 3 blomster i sit våbenskjold.

Gobelintæppet

Over alteret ses et gyseligt gobelintæppe, et kalkmaleri fra 1700-tallet. I 1977 prøvede man at restaurere to ældre kalkmalerier bag det, men det var desværre ikke muligt.

Epitafiet

Nu orker vi snart ikke mere. Men der er mange flere historier om Solbjerg kirke i det ovennævnte hæfte. Læs dem selv.

Det første man ser når man fra våbenhuset træder ind i kirken, er et epitafium. Det er fra 1648 og forestiller to andre ejere fra Wiffertsholm, Enevold Seefeld og hustru Anne Urne. De knæler ydmygt på hver side af Jesu kors. Men ellers er epitafiet ikke spor ydmygt. Det skal nemlig dokumentere at de ikke bare var adelige, men at de tilhørte højadelen. For at gøre det, skulle begge ægtefæller kunne vise 16 adelige aner i lige linje. Og det er lige præcis hvad epitafiet gør. Der er 64 våbenskjolde malet i sidefelterne. Ovenover fruens våbenskjold står:

Fru Anne Urnes Ahner paa Federne. Og tilsvarende over herrens.

Klokken

I våbenhuset står Danmarks ældste kirkeklokke. Den har sandsynligvis hængt i en klokkestabel der stod på bronzealderhøjen og irriteret trolden. Derfor har højen en flad top. Klokken er fra Valdemar Sejrs tid, i slutningen af 1100-tallet. Den er lavet i Nederlandene og sejlet til Danmark.

Gå selv på opdagelse i kirken og i omegnen. Der er meget mere. Brug hæftet du kan købe i våbenhuset. Spørg graver Birger Pedersen. Se billedsiden

Tilbage til forsiden

April 2009.