Stop og se - på Danmarks kirker

 
Nibe billeder
Sildekogge der hænger som kirkeskib. Den var grundlaget for byen rigdom i starten af 1500-tallet og 1700-tallet. Kommer sildene nogen sinde tilbage?
Ba fyn, eller føj for fanden, vrænger denne maske ned til kirkegængerne. Fanden er til stede - også i dig og i denne kirke. Husk det nu.
Hans majestæt, Satan selv, sådan som han er til stede i os. I forfængeligheden, som kommer til udtryk i de topmoderne, høje træsko. I hovmod og magtglæde, som udtrykkes i armbrøsten, pilekoggeret og sværdet. Han er på jagt efter vore sjæle med sin armbrøst. På latin står der Bruta og Merdosa. Det betyder Fæl og Fuld af lort.
Men hovednummeret er overvindelsen af synden. Det er Sct. Jørgen som er redningsmanden og dragen som repræsenterer synden. Til venstre ses prinsesse Cleodolinde som byen havde ofret til dragen.
Den ildrøde ondskab lukker øjnene i smerte da den gennembores af lansens od.
Helten, en fornem junker i tidens modetøj. Men her er der ikke tale om forfængelighed.

De røde rosetter er Sebberværkstedets stolte varemærke. Deres billeder skulle nødigt forveksles med de plumpe malerier i hvælvene.
Far og mor jubler da prinsessen reddes gennem dragedrabet. Det fik dem og byen til at konvertere til kristendommen. Byen er rig og stor, med kirketårne og minareter. Selvom byen på Sct. Jørgens tid hverken var kristen eller muslimsk. Ja, den muslimske religion opstod først med Muhammed, flere århundreder senere.
Den hellige Ursula og hendes 11 000 jomfruer var på vej hjem fra pilgrimsfærden til Rom. De kom sejlende på Rhinen da deres flåde af skibe blev overfaldet af de onde hunner. Ursula blev dræbt af pile da hun nægtede at gå i seng med hunnerkongen. Derfor står hun med to pile i hånden. de er hendes symbol. Med sit store sjal skærmer hun de mange jomfruer. De har alle fået barberet pandehåret af så de har fået de høje pander der var så moderne i starten af 1500-tallet. Men heller ikke her er der tale om forfængelighed.
I Dresdens Zwinger-galleri hænger et andet billede af Ursula. Det er et alterbillede, malet af Jørg Breu den ældre omkring år 1525. Altså næsten samtidig med at Sebberværkstedet malede i Nibe kirke.

I Breus billede ses Ursula netop som hun rammes af en pil i halsen. Hun er omgivet af sine jomfruer der på det brutaleste slagtes af hunnerne. Forrest til højre har en af hunnerne taget fat i en jomfrus lange lyse hår. Mon ikke det er hunnerkongen Attila som i forgrunden stikker sit lange tohåndssværd i skeden ved synet af den smukke Ursula.

Nibes Ursula kan synes primitiv ved siden af Breus overlæssede realisme. Men hendes beskyttende gestus som forener jomfruerne med de bedende i Nibes kirkerum, er stærkt og overbevisende udført. Se selv.
Tre helgener. Længst til venstre er det Johannes, Jesus yndlingsapostel. Ung, smuk og rødhåret. Han velsigner sit giftbæger så giften neutraliseres og han kan drikke den. Et mirakel som omvender de vantro.

Til højre for ham er det den hellige Birgitta af Vadstena, hun står med en bog med sine nedskrevne åbenbaringer. Længst til højre er det Sct. Antonius med sine attributter: Det T-formede kors, klokken og svinet. Han overvandt svære fristelser og blev ideal for alle munke og stifter af en munkeorden der havde lov til at holde grise.

Læg mærke til munkestenene som alle malerierne er malet på. Den ujævne grund og fresko-teknikken udgjorde en langt større udfordring for malerne end Jørg Breus lærred og oliemaling.
Pulpituret mod nord. Her sad de rige borgere og herremænd i 9 aflukkede loger som var de til opera.
På pulpituret mod vest står de rige donorers navne under billeder af Jesus og hans 12 apostle.

Her er det Andreas med sit X af et Andreas-kors. Så kommer Peter med nøglen til himmerriget - hvis nogen skulle få den tanke af man kan nøjes med et personligt Gudsforhold. Jesus er verdens frelser - Salvator Mundi. Og endelig den smukke, rødhårede Johannes med sit bæger som han velsigner. Og op af bægeret flygter giften i form af en slange.
Døbefonten med rester af maling i kraftige farver. Ligesom væggene var døbefontene malede og bidrog til den østerlandske mystik i de små, mørke kirker.

Den modernistiske renhed og funktionalistiske enkelhed har været moderne i vores kunst og i vores kirker de sidste 100 år. Men sådan har det ikke altid været. De klassiske templer i Grækenland og statuerne var også farvede i stærke, kontrastrige farver.

Ak ja, fejlagtige forestillinger, mode og forfængelighed. Hvad er det dog alt som verden opsminker med fager gestalt? Som Kingo skrev det i sin salme.